Forebyggende Børne- og ungerådgiver til modtagelsen i Center for Børne- og Ungerådgivningen
Vores gode kollega har søgt videre og fået sin drømmestilling og samtidig opnormerer vi teamet af forebyggende børne- og ungerådgivere. Derfor søger vi to nye kolleger i vores modtagelse. Begge stillinger er 37 timer pr. uge med start 1. januar 2027.
I Ballerup Kommune er vi optaget af, at møde borgere og samarbejdspartnere på en ordentlig og kvalificeret måde. Vi ønsker at komme godt og rettidigt fra start i vores samarbejder og vi søger derfor en kollega, som sammen med os i modtagelsen skal stå for den første kontakt med borgere og samarbejdspartnere.
I modtagelsen er vi 16 børne- og ungerådgivere. Vi er fire der primært arbejder med vagtopgaver og (snart) 12 der arbejder forebyggende på skoler og i dagtilbud. Som forebyggende børne- og ungerådgiver arbejder vi konsultativt og yder råd og vejledning til samarbejdspartnere, børn og familier. Vi screener alle nye underretninger og tilbyder råd og vejledningsforløb til børn og familier, enten som forløb vi selv varetager eller i særlige tilfælde sender til vores familiehus. Når vi beslutter at sagen skal afdækkes sender vi familien godt videre til vores familieteam. I de tilfælde, hvor barnet og familien har brug for at hjælpen sættes i gang med det samme, træffer vi afgørelsen om sideløbende støtte.
Modtagelsen er organiseret i Børne- og ungeafsnittet i Center for Børne- og ungerådgivning. Børne- og ungeafsnittet består ud over modtagelsen af et familieteam, et konsulentteam og et ledelsesteam. I Center for Børne- og ungerådgivningen er vi organiseret sammen med PPR, sundhedsplejen, Ballerup Familiehus og en stab.
Dine vigtigste opgaver
Som vores nye kollega skal du være indstillet på at dine opgaver vil spænde bredt og kan variere over tid. Du skal kunne trives med både at være myndighed og indsats. Det betyder at du både behandler underretninger, afholder dialogbaserede underretningsmøder og tilbyder dig selv som indsats efter Barnets Lov §30. Samtidig skal du være Børne- og ungeafsnittets repræsentant ude i det konsultative samarbejde med vores skoler og dagtilbud og andre samarbejdspartnere. Dine kerneopgaver er screening af underretninger og henvendelser i nye sager, du skal være sparringspartner på skoler og i dagtilbud, give råd og vejledning til børn, unge og familier og varetage vejledningsforløb – og vi hjælper hinanden på tværs når det er nødvendigt.
De to stillinger adskiller sig en smule. Kerneopgaven er den samme, men i den ene stilling ligger også en opgave som familievejleder for Ukrainske flygtning mens den anden stilling indeholder deltagelse i vores lettilgængelige behandlingstilbud.
Familievejler: Som familievejleder vil du deltage i modtagelsen af Ukrainske flygtninge under 18 år. Du vil støtte op om familierne og sikre at børnene falder godt til i Ballerup Kommune og i deres skoler og dagtilbud. Særligt i forhold til uledsagede flygtninge under 18 år har du en særlig opgave. Den samlede familievejleder opgave deles mellem to forebyggende børne- og ungerådgivere.
Det lettilgængelig behandlingstilbud: Din opgave i vores let tilgængelige behandlingstilbud ”Sammen om psykisk trivsel” er at afholde forsamtaler med børn og familier, som ønsker behandling. I de uger, hvor du har forsamtaler (2-3 samtaler) deltager du på et tværfagligt sparringsmøde. I vores lettilgængelige behandlingstilbud vil du skulle samarbejde med PPR, sundhedsplejen, staben og familiehuset og fire af dine kolleger fra modtagelsen.
Dine opgaver vil således kunne bestå af
- Mødeleder på dialogbaserede underretningsmøder
- Screeninger af underretninger
- Samtaler med børn og forældre
- Konsultativ bistand til skoler og dagtilbud
- Implementering af arbejdsgange og måder at samarbejde på
- Oplæg til samarbejdspartnere
- Tilbyde åben anonym rådgivning
- Iværksætte råd og vejledningsforløb
- Selv tage råd og vejledningsforløb
- Familievejleder for Ukrainske flygtninge
- Være en del af forsamtaleteamet i det lettilgængelige behandlingstilbud.
Dine kompetencer
Det er vigtigt at du har en bred viden og erfaring inden for det børnesociale område. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra myndighedsområdet og at du trives med en høj grad af selvstændighed i din opgaveløsning.
- Du er uddannet socialrådgiver eller socialformidler
- Du arbejder systematisk og med tæt opfølgning
- Du har et solidt kendskab til børne- og familieområdet
- Du kender til ”Signs of Safety”
- Du ser en stor værdi i at barnet inddrages i egen sag
- Du kan lide en afvekslende hverdag og trives når der er nok at lave
- Du ser værdien i at inddrage familiens eget netværk og civilsamfundet
- Du er holdspiller og ser værdi i samarbejde og tværfaglige løsninger
- Du inddrager naturligt familien, når der skal findes løsninger
- Du er kreativ, nytænkende og løsningsorienteret
- Du har et godt humør, er imødekommende og har et positivt menneskesyn
- Du har den robusthed og vedholdenhed, vi ved, det kræver.
Det får du hos os
- En ambitiøs arbejdsplads med højt til loftet
- Krav om høj faglighed
- Kompetenceudvikling
- Høj grad af frihed til kreativ opgaveløsning
- Gode kolleger, der glæder sig til at byde dig velkommen
- En introduktionsplan og en mentor
- Et team der kender hinanden både fagligt og socialt
- Faglig sparring i teamet og med teamleder
- En travl og spændende hverdag
- Ekstern supervision.
Dine kolleger siger
”Noget af det, jeg holder allermest af ved mit job som forebyggende børne- og ungerådgiver, er det tætte samarbejde ude på min skole. Jeg er ofte barnet og familiens første møde med systemet og jeg kan sikre at de hurtigt får den støtte, de har brug for.
Det helt særlige er, at jeg får lov til både at være myndighed og udfører og på den måde virkelig kan bringe mine kompetencer i spil.”
”Som forebyggende børne- og ungerådgiver, har jeg stor faglig frihed og mulighed for at være kreativ i min opgaveløsning. Det gør at jeg oplever, at jeg hele tiden udvikler mig fagligt. Og bonussen ved det hele, er at jeg er en del af et fantastisk team af hamrende dygtige og engagerede kollegaer.”
Vil du vide mere
Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte teamleder Camilla Maria Vindfeldt på telefon 2069 1377
Læs mere om Ballerup Kommune som arbejdsplads på job.ballerup.dk
Ansættelsesproces og løn
Ansættelsesdatoen er den 1. januar 2027.
Vi forventer at holde samtaler den 18. november 2026.
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer og er en fast stilling.
Ansøgningsfrist: den 11. november 2026.
Vi tilbyder løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst for socialrådgiver og socialformidlere i kommunerne.
Ansættelse sker efter principperne om lokal løndannelse og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Lønintervallet for stillingen som socialrådgiver og socialformidlere er 36,020 kr. – 42,000 kr. pr. måned uden pension ved fuldtidsansættelse (37 timer ugentligt).
Den endelige løn fastsættes efter forhandling mellem arbejdsgiver og den faglige organisation, der har forhandlingsretten på det relevante overenskomstområde. Lønnen afhænger blandt andet af din uddannelse, dokumenterede anciennitet og kvalifikationer.
Vi indhenter straffe- og børneattester.
Ballerup Kommune har røgfri arbejdstid. Læs mere her
Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, handicap, religion, seksuel orientering eller etnisk baggrund til at søge job hos os.
Send din ansøgning online. Klik på ”Ansøg” nedenfor og vedhæft din ansøgning, CV og uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at møde dig.