Din nye arbejdsplads

Mød en medarbejder

Er du nysgerrig på, hvordan det er at arbejde i Ballerup Kommune? Det kan vores medarbejdere gøre dig klogere på. Vi har spurgt en pædagog, sygeplejerske, lærer, økonomikonsulent, socialrådgiver og mange andre, hvad der gør Ballerup Kommune til et godt sted at arbejde.

 

Mød dem her

Kompetenceudvikling

Når vi udvikler vores medarbejdere og lederes kompetencer, er det altid med øje for borgere, virksomheder og samarbejdspartnere. Det er vigtigt, at der er en sammenhæng mellem kompetencer og vores vision for, hvordan det skal være at leve, bo og arbejde i Ballerup Kommune. Med andre ord har din udvikling betydning for Ballerup Kommunes fremtid.

Vi har et bredt fokus på kompetenceudvikling, hvor alle medarbejdere og ledere har mulighed for at deltage i alt fra klassiske kurser til tværgående samarbejde. Vi har en forventning til vores ledere om, at de tilbyder medarbejderne at deltage, når det giver mening for den enkeltes udvikling og Ballerup Kommune. Men kompetenceudvikling sker også gennem feedback, nye opgaver og jobrotation.


Hvert år indkaldes du til en gruppeudviklingssamtale (GRUS) af din nærmeste leder. Her samles du med resten af dit team for at tale om, hvilke kompetencer der er brug for i teamet nu og i fremtiden for at udleve kommunens vision.

Du vil også løbende holde 1:1 samtaler med din nærmeste leder. Her er der fokus på udvikling af dine egne kompetencer, og hvordan du skaber værdi for Ballerup Kommune i de daglige opgaver. Den stærke feedback-kultur sikrer, at kompetenceudvikling sker hele tiden – uanset hvor i organisationen du er ansat.

Medarbejderfordele

Kunne du tænke dig at prøve kræfter med banecykling i Ballerup Super Arena? Eller lyder det bedre med afslapning i et sommerhus? Når du arbejder i Ballerup Kommune har du mulighed for at nyde godt af en række fordele.

Gennem vores feriefond kan du leje et dejligt feriehus i Danmark og udvalgte steder i Europa. Du kan også samle hele familien i vores ferieejendom på Falster med en masse aktiviteter for både store og små.

På nogle arbejdspladser har vi træningsfaciliteter. Vi har også gode tilbud på fitness, svømning og banecykling i Ballerup Super Arena, og skulle uheldet være ude, har vi samarbejdsaftaler på fysioterapi og massage.

Og som ansat kan du blive en del af fællesskabet i diverse foreninger.

Røgfri arbejdstid

1. april 2024 indfører Ballerup Kommune røgfri arbejdstid. Et af formålene med røgfri arbejdstid er at etablere rammer, der fremmer alle medarbejderes sundhed og samtidig støtter dem, der ønsker at stoppe med at ryge. 

Røgfri arbejdstid betyder, at du ikke må ryge, dampe eller snuse i arbejdstiden. Arbejdstid defineres som den tid, du er på arbejde og får løn eller oparbejder flekstimer. Vikarer er også omfattede af røgfri arbejdstid.

Røgfri arbejdstid omfatter alle produkter med tobak og nikotin, der ikke er godkendt som lægemidler. Det kan eksempelvis være snus, tyggetobak, 
e-cigaretter og nikotinposer. 

Medicinske nikotinerstatningsprodukter, som eksempelvis tyggegummi og plastre, er undtaget fra forbuddet.

BALLERUP KOMMUNE

Hold-an Vej 7
2750 Ballerup
Tlf.: 4477 2000
Fax: 4477 2730

CVR-nr.: 58271713
Giro-nr.: 3000478