Relations stærk pædagogmedhjælper til særlig støtteopgave på Måløvhøj Skole, afdeling Østerhøj
Vil du være med til at skabe små sejre i en stor hverdag?
Måløvhøj Skole, afdeling Østerhøj søger en nærværende, robust og omsorgsfuld pædagogmedhjælper til en særlig støttefunktion på 25 timer ugentligt i en tidsbegrænset stilling på ét år med opstart 1. august 2026.
Stillingen er knyttet til ét barn, som efter et behandlingsforløb for hjernekræft har behov for tæt voksenstøtte i hverdagen for at kunne deltage meningsfuldt i skolelivet og bevare tilknytningen til både fællesskaber og læring.
Du bliver en vigtig voksen omkring barnet og får en central rolle i at skabe tryghed, struktur og deltagelsesmuligheder i både skole- og fritidsliv. Opgaven kræver en medarbejder, der kan aflæse barnets behov, skabe ro i svære situationer og støtte barnet følelsesmæssigt, når hverdagen bliver udfordrende.
Arbejdet vil primært være i skolens rammer, men kan også foregå i hjemmet på dage, hvor barnet ikke har overskud til fremmøde i skole. Her vil opgaven være at understøtte aktiviteter, trivsel og skolegang i trygge rammer.
Dine vigtigste opgaver
Du bliver ansvarlig for at understøtte barnets deltagelse i både sociale og faglige fællesskaber gennem en tryg og forudsigelig voksenrelation. Det indebærer blandt andet, at du:
- Understøtter barnets deltagelse i klassefællesskabet og sociale relationer
- Skaber ro, struktur og forudsigelighed omkring barnets hverdag
- Hjælper barnet med følelsesregulering og med at sætte ord på tanker, følelser og udfordringer
- Støtter barnet i overgange og situationer, der kan opleves belastende
- Ledsager barnet på ture og aktiviteter efter behov
- Fungerer som bindeled mellem skole og hjem i tæt samarbejde med familien og skolens personale
- Efter behov kan hente barnet i hjemmet og følge barnet hjem igen
- Ved behov kan være i hjemmet og understøtte aktiviteter og skole på dage, hvor det er for svært for barnet at møde ind fysisk
- Støtter barnet i deltagelse i træningsaktiviteter og hjælper med at skabe motivation, tryghed og kontinuitet omkring træning i tæt samarbejde med fysioterapeuter og forældre.
Du bliver en del af et tæt samarbejde med barnets team omkring trivsel, udvikling og deltagelsesmuligheder og vil få løbende sparring fra skolens ressourcepersoner og ledelse.
Vi forventer, at du inden opstart kan deltage i overlevering og introduktion med familien og relevante fagpersoner, så du får et godt kendskab til barnet, hverdagen og støttebehovet.
Dine kompetencer
Vi søger en medarbejder, der først og fremmest kan skabe tryghed, relation og stabilitet omkring barnet.
Vi forestiller os, at du:
- Er ansvarsbevidst og mødestabil
- Har stærke relationelle kompetencer og hviler roligt i dig selv
- Kan skabe struktur og bevare overblik også når dagen ændrer retning
- Er god til at støtte børn i følelsesmæssigt udfordrende situationer
- Er empatisk og tydelig i din rolle
- Kan arbejde selvstændigt og tage initiativ
- Har gode samarbejdsevner og kan skabe tillidsfulde relationer til både barn, hjem og skole
- Trives med en hverdag, hvor støtte til træning og fysisk aktivitet kan være en del af opgaven
- Gerne har erfaring med børn med særlige behov, følelsesregulering eller børn med følger efter sygdom, men dette er ikke et krav.
Kørekort (B) er en fordel, da der kan være behov for transport i forbindelse med opgaven.
Det får du hos os
- En meningsfuld og udviklende stilling, hvor du gør en konkret forskel for et barn og dets familie
- Et tæt samarbejde med engagerede kolleger og fagprofessionelle omkring barnet
- Løbende sparring
- En skole med fokus på stærke fællesskaber, trivsel og deltagelsesmuligheder for alle børn
- En arbejdskultur med høj faglighed, højt til loftet og stærke fællesskaber.
Hvem er vi
Måløvhøj Skole er en folkeskole, hvor vi værdsætter et stærkt fællesskab og et læringsmiljø præget af både faglighed og kreativitet. Vi arbejder målrettet med at skabe inkluderende læringsfællesskaber, hvor alle elever får mulighed for at udvikle deres individuelle potentiale.
På Måløvhøj Skole vægter vi det tætte samarbejde mellem lærere, pædagoger, elever og forældre højt, og vi ser faglig trivsel og social trivsel som gensidigt afhængige.
Vi tager afsæt i Ballerup Kommunes skolevision og børne-unge-politik ”Fællesskaber for alle – alle i fællesskab”, hvor vi arbejder målrettet med inkluderende læringsmiljøer, der understøtter alle elevers trivsel og udvikling.
Måløvhøj Skole ligger i naturskønne omgivelser tæt ved skov og naturpark og med kort afstand til S-tog. Skolen har ca. 1050 elever fordelt på afdeling Måløv og afdeling Østerhøj.
Den opslåede stilling er på afdeling Østerhøj.
Vil du vide mere
Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte kontakt pædagogisk leder Louise Rosén på telefon 2936 5675.
Læs mere på www.maaloevhoejskole.dk
Læs mere om Ballerup Kommune som arbejdsplads på job.ballerup.dk
Ansættelsesproces og løn
Ansættelsesdatoen er den 1. august 2026.
Vi holder samtaler i takt med, at vi modtager ansøgningerne.
Stillingen er på 25 timer ugentligt i en tidsbegrænset ansættelse på ét år, med ansættelse pr. 1. august 2026.
Ansøgningsfrist: den 14. juni 2026.
Vi tilbyder løn og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst efter principper om lokal løndannelse og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Vi indhenter straffe- og børneattester.
Ballerup Kommune har røgfri arbejdstid. Læs mere her.
Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, handicap, religion, seksuel orientering eller etnisk baggrund til at søge job hos os.
Send din ansøgning online. Klik på ”Ansøg” nedenfor og vedhæft din ansøgning, CV og uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at møde dig.