Mød Ole, social- og sundhedshjælper-elev

- Jeg fik en velkomst uden lige, fortæller Ole om sin praktikvelkomst som social- og sundhedshjælperelev. Og mine ledere giver mig tid, når jeg har brug for det.  

Det er gennem en noget utraditionel vej, at Ole er blevet social- og sundhedshjælperelev i Ballerup Kommune. Efter tredive år i detailbranchen bad han sin jobcenterkonsulent om at komme i praktik på et plejehjem i Ballerup. Ni måneder senere trådte han ind på SOSU-hjælperuddannelsen og blev ansat som elev i Ballerup Kommune. 

- Jeg er en praktiker, og det er jeg knaldgod til. Dét med at sidde på skolebænken – dét er mange år siden. Min leder har været god til at give mig ekstra tid til at skrive opgaver, siger han og er glad for sine forskellige oplevelser i praktik i henholdsvis Ballerup Hjemmepleje og på botilbuddet Rødbo.

- Jeg har lært meget i min elevtid. Du lærer at vise omsorg til dine borgere. Du lærer af dine fejl, hvis de sker og har altid mulighed for at tale med din vejleder og du lærer hvor forskellige borgere kan være, når de fx har demens eller hjerneskade, siger Ole. 

Selvom det har været en oplevelse at være den ældste på skolebænken, opfordrer han alle til at prøve det, både unge som erfarne. Hans netværk af skolekammerater består af alle typer elever på tværs af køn, alder og erfaringer – og det giver en masse. 

- Jeg bliver lyttet til på skolen, selvom jeg reelt kun har mindre end et års erfaring. Det er hyggeligt og konstruktivt at snakke om vores forskellige oplevelser. 

På praktikstedet Rødbo havde de bl.a. udførlige materialer om livskvalitetstilbud, som ingen af de andre skolekammerater havde fået i deres kommuner. 

- Det væltede helt mine undervisere af stolen at høre om alle de ting, der var i min velkomstmappe, siger han og smiler, når han tænker på, hvordan det også imponerede hans skolekammerater. 

Det har gjort Ole stolt over at være elev i Ballerup Kommune, hvor han er stødt på flere gode tiltag i både hans tid som ufaglært og elevtiden, bl.a. sprogundervisning, check-in med assistenter og et godt samarbejde med kollegerne. For Ole handler det om kvaliteten af arbejdet og respekten for borgerne:

- Man danner en relation med borgere, der måske ikke har andre. Man snakker med dem hver dag og bliver samtidig en del af en god kollegagruppe. Faget kræver, at du har etik og forståelse for den enkelte borger og at du behandler dem med den respekt, de fortjener.

Bliv social- og sundhedshjælper-elev

Kan du lide at gøre en forskel og trives du blandt ældre mennesker, så er social- og sundhedshjælper-uddannelsen måske noget for dig.

Vi søger elever som social- og sundhedshjælpere (SSH) løbende. 

Klik her for at komme til stillingsopslaget.
 

Din nye hverdag som elev hos os

Som social- og sundhedshjælperelev kommer du til at løse borgernære opgaver inden for omsorg, pleje og praktisk hjælp med et rehabiliterende perspektiv. Du har lyst til at samarbejde og er god til det, da borgere, pårørende og andre fagpersoner er vigtige personer i dit arbejde. 
Under uddannelsen kommer du både ud på et plejehjem og i hjemmeplejen, så det er vigtigt, at du kan cykle og kan medbringe egen cykel i oplæringsperioden i hjemmeplejen. 

 

Derfor skal du vælge Ballerup Kommune

I Ballerup Kommune gør vi os umage for at tilrettelægge et uddannelsesforløb med en høj kvalitet, så du får de bedste betingelser for at udvikle en stærk faglighed som social- og sundhedshjælper.  

   

Du får:

  • Uddannelsesforløb med en klar struktur og med engagerede oplæringsvejledere
  • Organiseret tid til fordybelse og refleksion
  • Fællesundervisning med refleksion
  • Ugentlig samtale med oplæringsvejleder
  • Gode kolleger i faglige teams
  • Løn under uddannelsen og garanteret oplæringsplads
  • Spændende medarbejdergoder som ansat i Ballerup Kommune
  • Tæt samarbejde med SOSU H-skolen om dine skoleperioder
  • Gode muligheder for at blive ansat, når du er færdiguddannet. 

 

Vores forventninger til dig

  • Du er mødestabil og motiveret for at lære 
  • Du tager medansvar for din uddannelse og deltager aktivt
  • Du reflekterer over din egen rolle i samarbejdsrelationer
  • Du er dygtig, ansvarlig og stabil - både i skole og oplæring


Din baggrund

Du har bestået – eller er i gang med - Grundforløb 2 (GF2) rettet mod en social- og sundhedsuddannelse. Fortsættelse på hovedforløbet betinges af et gennemført og bestået GF2.

 

Løn- og ansættelsesvilkår under uddannelsen

Din arbejdstid er 37 timer om ugen og du får løn under hele uddannelsen. Vi følger FOA’s overenskomst og betingelser med hensyn til elevløn/voksenelevløn.

Månedsløn for elever under 25 år: 12.689,39 kr. 

Månedsløn for elever over 25 år: 22.862,17 kr.

De første tre måneder af ansættelsen er gensidig prøvetid.

 

Vil du vide mere

Du er velkommen til at kontakte uddannelsesleder Karina Djurhuus, Ballerup Kommune, på mail kard@balk.dk eller tlf. 2535 2831. 

Læs mere om uddannelsen som social- og sundhedshjælper på UddannelsesGuiden

 

 

BALLERUP KOMMUNE

Hold-an Vej 7
2750 Ballerup
Tlf.: 4477 2000
Fax: 4477 2730

CVR-nr.: 58271713
Giro-nr.: 3000478