Specialpædagog til Børnehuset Søndergården afdeling Junibakken

Vil du være specialpædagog i et sansende og relationsbåret børnefællesskab i Junibakken?

I Junibakken træder du ind i et specialiseret pædagogisk miljø for børn i alderen 2–6 år, som har brug for en hverdag præget af struktur, genkendelighed og tydelige voksne. Flere af vores børn er inden for autismespektret, og vi arbejder målrettet med at skabe rammer, hvor de kan udvikle sig socialt, følelsesmæssigt og kropsligt.

Vi er samtidig i gang med at udvikle Junibakken som tilbud, så du bliver en del af en arbejdsplads i bevægelse. Det betyder, at vi leder efter en pædagog, der har lyst til at tage del i en faglig forandringsproces, hvor vi sammen undersøger, justerer og styrker vores praksis.

Vores pædagogik tager afsæt i zonen for nærmeste udvikling og neuroaffektiv udviklingspsykologi. For os handler det om at møde barnet dér, hvor det er – følelsesmæssigt, relationelt og udviklingsmæssigt – og stille os som regulerende, tydelige og omsorgsfulde voksne. Vi ser det som en kerneopgave at skabe et børnemiljø med gode muligheder for leg, relationer og små, men betydningsfulde mødeøjeblikke børn imellem.

Sansning, krop og oplevelse er en naturlig del af hverdagen hos os. Vi arbejder med mange sansestimulerende lege og aktiviteter – og vi kan for eksempel finde på at omdanne badeværelset til vandleg. Inden længe får vi også to sanserum. Et hvidt og et sort rum. Her kan børnene fordybe sig under UV-lys, lege med UV-materialer eller ligge i vandseng og mærke vibrationerne fra musik og visuelle projektioner. Det er rum, hvor ro, fordybelse og sansning får plads.

Dine vigtigste opgaver

  • At skabe en tryg, struktureret og udviklingsstøttende hverdag for børnene.
  • At planlægge og gennemføre pædagogiske indsatser med afsæt i barnets nærmeste udviklingszone.
  • At understøtte børns sociale samspil, leg og deltagelsesmuligheder.
  • At udarbejde handleplaner og statusbeskrivelser.
  • At indgå i tæt samarbejde med kolleger, forældre og tværfaglige samarbejdspartnere.

Dine kompetencer

  • Vi søger dig, som vægter teamsamarbejde højt, og som sætter en ære i at få pædagogik, inklusion og organisering til at gå op i en højere enhed, så det bliver praksisnært og nærværende. 
  • Dig, som har indsigt i og erfaring med specialpædagogiske tilgange og metoder indenfor for autisme spektrum forstyrrelser. 
  • Dig, som har noget på hjerte som pædagog og som brænder for at arbejde specialpædagogisk i en almen pædagogisk ramme.
  • Dig, som har en reflekterende og anerkendende tilgang til børn, forældre og dine samarbejdspartner.
  • Er uddannet pædagog
  • Har erfaring med eller interesse for specialpædagogik og autisme
  • Er nysgerrig på neuroaffektiv udviklingspsykologi og relationsarbejde.
  • Kan arbejde struktureret og samtidig være legende og sansende i din tilgang.
  • Har gode samarbejds- og kommunikationsevner.
  • Har lyst til at være en aktiv del af en arbejdsplads i udvikling.

I løbet af dine første år hos os vil du blive tilbudt kursus i NUSSA samt hos Molis autismespecialisten. Derudover modtager du ekstern supervision i gruppe, hvor vi arbejder med afsæt i de neuroaffektive kompasser.

Vi har en ledelse, der vægter sparring, refleksion og kvalitet i praksis – og som ser faglig udvikling som et fælles ansvar.

Det får du hos os 

  • Når du træder ind i Junibakken, træder du ind i et fagligt fællesskab, hvor man ikke står alene med opgaven. 
  • Vi er en engageret personalegruppe, der arbejder tæt sammen i hverdagen, deler ansvar og hjælper hinanden, når noget er svært. Her er plads til at være nysgerrig, stille spørgsmål og tænke højt – for vi ved, at kvalitet i arbejdet med børnene skabes i dialogen mellem os voksne.
  • Vi prioriterer et arbejdsmiljø med høj trivsel og faglig stolthed. Det betyder, at vi passer på hinanden, men også på fagligheden. Vi mødes ugentligt i arbejdstiden i mindre grupper, hvor vi sammen reflekterer over vores praksis, justerer indsatser og holder fokus på børnenes udvikling. Aftenmøderne bruger vi til at sætte fælles retning, dykke ned i faglige temaer og dele erfaringer og viden på tværs.
  • Der er afsat tid til forberedelse, og vi tilrettelægger hverdagen, så mødeaktivitet så vidt muligt ligger inden for åbningstiden. Samtidig har du gode muligheder for at udvikle dig fagligt – både gennem forløb i huset, tværgående indsatser i distriktet og faglige oplæg på uddannelsesdage.
  • Hos os bliver du mødt af en ledelse, der er optaget af kerneopgaven og af at skabe rum for refleksion og udvikling. Gennem dialog, observationer og sparring i hverdagen understøttes arbejdet, med en grundlæggende forståelse af, at det er pædagogerne, der bærer ekspertisen i praksis.

Hvem er vi
Junibakken er en specialgruppe normeret til 19 børn i alderen 2-6 år, som har behov for et mere skærmet og struktureret læringsmiljø. Børnene visiteres til tilbuddet med afsæt i deres udviklingsbehov.

Junibakken er del af børnehuset Søndergården, der er et integreret børnehus med ca. 110 børn. 

Junibakken er Ballerup Kommunes specialiserede tilbud til børn i alderen 0-6 år under Dagtilbudsloven §4, stk.2. Tilbuddet er målrettet for børn med autisme spektrum forstyrrelser og lignende udfordringer.

Måløvhøj Distrikt består af fem børnehuse som tilsammen har ca. 520 børn, 120 medarbejdere og otte pædagogiske ledere samt en distriktsleder. Vi afholder fælles arrangementer så som uddannelsesdage, kompetenceudvikling og tema-aftener, samt arrangementer hvor børnene mødes på tværs af distriktet.

Vil du vide mere
Du kan få mere at vide om stillingen eller aftale besøg ved at kontaktepædagogisk leder Katrine Werum Baad på telefon 2434 7127.

Læs mere om Ballerup Kommune som arbejdsplads på job.ballerup.dk.

Du kan her se stillingsbeskrivelser for dagtilbud

Du kan her læse mere om, hvordan det er at arbejde som pædagog i Ballerup Kommune

Ansættelsesproces og løn
Ansættelsesdatoen er den 1. april 2026.

Vi holder samtaler i takt med, at vi modtager ansøgningerne og senest i uge 9.

Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer og er en fast stilling. 

Der indhentes reference og børneattest på personer, der ansættes i dagtilbud.

Ansøgningsfrist: den 22. februar 2026.

Vi tilbyder løn og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst efter principper om lokal løndannelse og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

Vi indhenter straffe- og børneattester.

Ballerup Kommune har indført røgfri arbejdstid. Læs mere her.

Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, handicap, religion, seksuel orientering eller etnisk baggrund til at søge job hos os.

Send din ansøgning online. Klik på ”Ansøg” nedenfor og vedhæft din ansøgning, CV og uddannelsesbevis.

Vi glæder os til at møde dig.

 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Tiltrædelse: 01-04-2026
Ugentligt timetal: 37
Stillingskategori: Børn & Unge
Stillingstype: Fastansættelse
Overenskomst: Pædagogisk personale i daginstitution, klub og fritidsordning
Særlige krav: Børne- og Straffeattest bliver indhentet
Kontaktperson:
Katrine Werum Baad
Telefonnummer: 2434 7127
Lokation: Tueholmen, 4, 2760, Måløv
BALLERUP KOMMUNE

Hold-an Vej 7
2750 Ballerup
Tlf.: 4477 2000
Fax: 4477 2730

CVR-nr.: 58271713
Giro-nr.: 3000478